Depressiv. Hvornår kræver depression psykiatrisk eller psykologisk behandling?

En gang imellem får vi symptomer som angst, irritation, nedtrykthed eller lettere tvangstræk, uden at vi behøver behandling. Omvendt er andre men-nesker så svært ramt, at de behøver psykiatrisk hjælp i lange perioder af livet. Imidlertid er psykiske lidelser langt hyppigere end det almindeligvis antages. Mindst 200.000 danskere lider til enhver tid af depression, mindst 200.000 af angst og mindst 200.000 af misbrug, og herudover er omkring 40.000 mennesker ramt af svære psykoser og 50.000 af demens (kilde: Psykiatrifonden). Alligevel har psykiske sygdomme altid været omgivet af tabubelagte forestillinger og mytedannelser, og det selvom hver anden danske familie rent faktisk kommer i kontakt med behandlingssystemet. Menne-sker, som har en depression, oplever tristhed, opgivenhed og håbløshed. De har svært ved at tro, at de nogensinde kan få det godt igen. Det er en del af depressionens natur.

Om depression

En depression udvikles ofte gradvist. Symptomerne kan opleves som trist-hed, grådtendens og endog tab af evnen til at føle noget. Typiske kendetegn er desuden træthed og nedsat energi, samt nedsat evne til at kunne glæde sig og føle interesse for det, der sædvanligvis har medført engagement. Hyppige ledsagesymptomer er forstyrrelser af søvn og appetit, ofte med vægttab. Nedsat seksuallyst er også et hyppigt symptom. Herudover kom-mer ofte nedsat selvagtelse og nedsat selvtillid, urimelige selvbebrejdelser eller skyldfølelse og vrangforestillinger om skyld. Tankevirksomheden er ofte langsom og mindre effektiv, hvilket kan medvirke til rådvildhed og ubeslutsomhed. Det motoriske tempo kan ligeledes være nedsat. I de aller-sværeste grader kan den deprimerede ligge ubevægelig. Talen er ofte lang-som og monoton. Forstoppelse, mundtørhed og svedtendens forekommer. Varierende grader af selvmordstanker optræder hyppigt. Sanseforstyrrelser optræder af og til eller i svære til-fælde hallucinationer, hvor den deprimerede hører stemmer. De forskellige symptomer vil ofte føre til varierende grader af social isolation og generelt nedsat social funktion, ligesom evnen til at tage vare på egne fornødenheder kan være nedsat. Depressioner inddeles i diagnosesystemet efter sværhedsgrad. Årsagerne til depression kendes ikke, men flere fak-torer spiller ind. Eksempelvis er arv af betydning, om end generne ikke er fundet. Hvis en far eller mor har depressive enkeltepisoder, er der cirka 10-15% chance for, at børnene også får en eller anden depressionstype. Udløsende faktorer, så som stress og belastning, kan på-vises i de fleste tilfælde.

Behandling af depression

Hvis der er tale om en depression, til forskel for kortere varende krisereaktioner, bør be-handlingen tilrettelægges af en læge. I de letteste tilfælde af depression kan forskellige for-mer for psykologbehandling være tilstrækkelig, men i de øvrige tilfælde er medicinsk be-handling nødvendig. Sværere depressioner, herunder depressioner med selvmordsrisiko og nedsat væske- og fødeindtagelse bør ofte behandles på hospital. Af og til kan man være nødt til at skride til tvangsindlæggelse af hensyn til den syges overlevelse. Imidlertid består be-handling af depression hyppigst i en kombination af medicin og psykoterapi. Hovedreglen er, at sværere depressioner behandles med medicin, i de sværeste tilfælde med elektrochok, medens lettere depressioner først søges behandlet med psykoterapi, og først ved manglende effekt med medicin. Forebyggelse og langtidsbehandling er afgørende i mange tilfælde. Debutalderen for depression er almindeligvis 40-50 år. Ubehandlet varer en depression almindeligvis fra 6 til 12 måneder. Kroniske depressioner af op til flere års varighed er dog ikke ualmindelige, især hos ældre. Sygdommen kommer ofte igen. - Klik her og læs om symptomer på en depression og hvordan humør, tanker og krop berøres - og om hjælp til at komme ud af en depression >>

Om sygdommen maniodepressiv

Sygdommen kaldes bipolar affektiv psykose - i daglig tale maniodepressiv sygdom. En livslang sygdom, der viser sig i perioder med manisk opstemt-hed og perioder med dyb depression. Nogle har lige mange manier og de-pressioner, andre flest manier eller depressioner. Mænds sygdom begynder oftest med en mani, kvinders med en depression. Mellem udsvingene er der normale perioder, men efterhånden kan der komme vedvarende svæk-kelse af hjernen. Mennesker, som har udviklet en depression eller mani, det vil sige sygelig opstemthed, har en iboende sårbarhed, der gør, at de også fremover har tendens til at reagere på belastninger og stress med svære udsving i humør og stemningsleje. Det er vigtigt, at man erkender denne sårbarhed og udvikler sine egne måder at beskytte sig på eller reagere mere hensigtsmæs-sigt på. Sygdommen begynder ofte i 20-25 års alderen, men kan vise sig allerede i 14-15 års alderen, eller i nogle tilfælde endda før. De maniske og de depressive symptomer er hinan-dens modsætninger, som lys og mørke. Omkring halvdelen af de ramte udvikler en form for misbrug, enten af alkohol eller medicin. Misbruget forværrer naturligvis forløbet og øger risi-koen for selvmord. Omkring 15-20% af de ramte begår selvmord. Langt de fleste kommer ud i store sociale og familiemæssige problemer, hvis der ikke iværksættes særlig behandling. Det drejer sig fx om samlivsproblemer, belastning af børnene, afskedigelse og skilsmisse.

Behandling af maniodepressive

Nyere undersøgelser tyder på, at en kombination af medicinsk og psykologisk behandling kan mindske patienternes risiko for at blive syge igen betydeligt. Hvis den forebyggende behandling gives alene, enten som forebyggende medicinsk behandling eller som forebyg-gende psykologisk behandling, er effekten ikke nær så stor. Primært behandles sygdom-men med medicin, men det er vigtigt, at den ledsages af omhyggelig information om syg-dommen og dens forebyggelse. Hvis der er psykotiske symptomer i form af vrangforestil-linger eller hallucinationer eller risiko for selvmord, er indlæggelse som regel nødvendig.
Klik her og se mere på DR's særlige webside Stop selvmord >>

Om sygdommen skizofreni

Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger. Sygdommen rammer beg-ge køn lige hyppigt og begynder typisk i 15 til 30 års alderen. For både pa-tient, pårørende og samfund er skizofreni en af de mest gådefulde, pinefulde og ressourcekrævende sygdomme, der kendes. Symptomerne kan forekom-me enkeltvis og i alle tænkelige kombinationer. De kan være lette, og de kan være ekstremt udtalte. Årsagen til skizofreni er ukendt. Der er dog uden tvivl et arveligt moment. Hertil kommer, at omkring halvdelen af patienterne misbruger alkohol eller stoffer. Sygdommen kan vise sig snigende eller akut. Hvis skizofrenien udvikler sig snigende, trækker man sig mere og mere ind i sig selv. Man isolerer sig fra familie og venner. Den skizofrene kan også blive skødesløs med personlig hygiejne og miste interessen for uddannelse, job og almindelige gøremål. Man kan få søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, såkaldt ambivalens og forandringer i følelses-livet. Stofmisbrug og en interesse for okkulte emner kan også være en del af billedet. Hos flertallet vil der med tiden komme perioder præget af hallucinationer fx syner, stemmer, lugte, smag eller berøring. Desuden vil der være vrangforestillinger, ofte bizarre eller forfølg-elsesprægede, eller usammenhængende tale. Nogle vil have symptomer fra arme, ben og resten af kroppen, hvor de for eksempel stivner i underlige positioner. Det hører med til sygdommen, at man i perioder ikke har indsigt i sin egen sygdom. Man kan ikke selv se, at man er syg og har behov for behandling. Ofte vil behandlingssystemet ligefrem indgå i den syges forfølgelsesforestillinger. I disse sygdomsfaser kan det blive nødvendigt at tvangsbe-handle og tvangsindlægge for at beskytte den skizofrene og omgivelserne. Flere end 10% begår selvmord.

Behandling af skizofreni

Man stiller diagnosen ved hjælp af samtale og observation af den skizofrene. For at udelukke andre årsager til symptomerne laver man en fysisk undersøgelse, der ofte ledsages af blod-prøver og andre prøver. Selv om årsagerne til skizofreni er ukendte, findes der behandling bl.a. en kombination af medicin, samtaleterapi og social støtte, der kan dæmpe og undertid-en næsten fjerne symptomerne, således at man kan være aktiv, leve med familie og have glæde af livet. Skizofreni behandles således gennem en kombination af henholdsvis anti-psykotisk medicin, samtaleterapi og sociale foranstaltninger. Imidlertid er skizofreni som regel en langvarig sygdom, hvor man ikke bliver rask af at tage medicinen, men den for-korter og tager toppen af de akutte episoder, bedrer de negative symptomer og reducerer de sociale følger.

Klik her og søg psykologer og speciallæger som behandler depressioner >>